Blog

Kan almindelige solbriller bruges på skituren? 

 

Skisæsonen er skudt i gang, og mange danskere er ved at gøre klar til årets skiferie. Et par solbriller er et must på pisterne, men der er stor forskel på, hvor egnede solbriller er til skiløb. Et polaroid-filter kan fx gøre det svært at se ujævnheder og pukler på pisten, og det kan give styrt og skader. Samtidig skal brillen helst dække i siderne, så de lukker af for vinden. Det forklarer Mads Seerup fra optikbutikken Seerup Optics.           . 

 

Danskerne elsker at stå på ski, og hvert år tager flere hundrede tusinde danskere på skiferie for at nyde sneen og solen. Udover ski og hjelm er solbrillerne blandt det vigtigste at huske, for lyset på pisterne er som oftest meget kraftigt. 

 

- Mange er i tvivl om, hvilken slags skibriller de skal vælge. Og mange spørger, om de kan bruge deres almindelige solbriller. Der er i princippet ikke noget i vejen for at bruge sine almindelige solbriller i sneen, men nogle brilletyper er selvfølgelig mere velegnede end andre, siger Mads Seerup fra optikbutikken Seerup Optics. 

 

De skal sidde fast 

Han forklarer, at brillen helst skal sidde tæt til ansigtet, så de lukker for vinden. 

 

- Hvis der kommer vind i siderne, kan der opstå turbulens inde bag glasset, og det får øjnene til at løbe i vand. Der findes forskellige briller, der er lukkede med en skumgummikant eller lignende, som sørger for, at de er ventilerede, så de ikke dugger, forklarer Mads Seerup og tilføjer: - Det er samtidig vigtigt, at de sidder godt fast, eller – hvis man vælger et ”almindeligt” brillestel – at man garderer sig med en brillesnor, så man ikke taber brillerne i halvanden meter dyb sne.

 

Glasset skal matche formålet 

Derudover skal man gå efter forholdsvis mørke glas, fordi sneen forstærker solens lys. Den såkaldte indfarvning på glassene skal være på cirka 85 procent. Til sammenligning har helt klart glas 0 procent i indfarvning.

Hvis man skal stå på alpinski, er det en god ide at vælge solbriller uden polaroid-filter. Det mindsker nemlig risikoen for styrt. 

 

- Solbriller til skiferien bør ikke være polariserende, fordi det fjerner lysreflekser fra det vandrette plan, og det gør det sværere at se ujævnheder på pisten. Det kan betyde, at man fx overser en pukkel på pisten, og det kan få alvorlige konsekvenser, understreger Mads Seerup og forklarer, at solbriller med polaroid bedre kan gå an til langrend, hvor man ikke har så meget fart på. 

 

Orange glas til overskyede dage

Derudover anbefaler Mads Seerup, at man har en separat solbrille til gråvejr – eller vælger en brille, hvor glasset kan skiftes. I gråt vejr er det en fordel med gult eller orange glas, som virker lysforstærkende – og den type solbriller kan også fint bruges i Danmark.

 

- Mange skal kun på skiferie én gang om året, og derfor vil de ikke købe solbriller til det ene formål. Derfor kan det være en god ide at vælge en brille med udskiftelige glas, som kan bruges i forskelligt slags vejr på skituren og til almindelig brug hjemme i Danmark, fortæller Mads Seerup.

 

Har man brug for styrke, kan man vælge at have kontaktlinser på under brillen, men ellers fås langt de fleste solbriller i dag med glas med styrke i. 

 

 

Kontaktinformation

Mads Seerup, Indehaver

Tlf.: 7550 9944

Mail: info@seerup-optics.dk  

 

Seerup Optics 

Søndergade 6

6000 Kolding